mandag den 25. marts 2013

Hvad skal du være?


Hvad vil du være når du bliver stor? Det er det evige spørgsmål til børn og unge, enten stillet af de voksne eller af de andre på samme alder som en selv. Til det kan jeg kun svare:

"Det ved jeg ikke, for jeg er stadig kun 1 meter og 62..." Men stor i slaget kan jeg godt være, og have et stort ego fornægter sig ikke...

Men da jeg var et barn ville jeg i hvert fald ikke være lærer. Og jeg ville da slet ikke bo på Lolland. Hvorfor? Jo fordi min mor var lærer og hun var flyttet fra Nordjylland til flade Lolland med mig.



Min mor var på job hele tiden, sådan føltes det. Hun snakkede også kun om det s*** job hele tiden, og købte ind til jobbet eller til eleverne, selvom vi bare var på privat indkøbstur. Den såkaldt 'lange sommerferie' mærkede jeg ikke noget til, for hun havde aldrig tid til at tage på stranden, når det endelig var godt vejr, for der skulle bestilles bøger, laves tegninger eller planer for året. Tilmed blev jeg slæbt med på skolen i tide og utide, og specielt husker jeg starten på skoleåret som værende ekstra kedelige; der skulle 'vi' gøre klasseværelset klart, flytte møbler, hente sakse, lim, papir og hænge plakater op. Skolen lugtede ikke godt, for lokalerne havde været lukkede i mange uger og allerede dengang var rengøringen ikke som den burde være. Det værste var, at hun var hjemkundskabslærer... både fordi lokalet tog en hel uge at gøre klar (ad!) men også fordi hun jo ikke kunne komme uforberedt til undervisningen og derfor måtte afprøve opskrifterne på os derhjemme. Havde eleverne dog blot haft kage-tema! Jeg forbandede ofte en eller anden Bertel, som var ham der vist nok havde bestemt at min mor skulle lave sund mad hver dag, mad der ikke lykkedes hver gang og derfor måtte afprøves igen... og igen.

Ham Bertel fik megen tale-tid i hjemmet omkring middagsbordet, hvis der ikke blev talt om elever, "du ved ham dér, han gjorde det igen..." tavshedspligt har man åbenbart også som lærerbarn, jeg lærte det i hvert fald som 10 årig, da forældre troppede op hjemme foran hoveddøren og råbte af min mor, fordi deres pige var blevet mobbet i frikvarteret. Det skulle ikke fortælles ude i byen, for det var jo synd for den stakkels mobbede pige, at hun havde sådanne forældre.

Skolepolitik, learning by doing og at pennalhus kan staves med både et n og to, det var samtaleemnerne omkring bordet i mit hjem.

Dét ville jeg ikke på nogen måde byde mine børn, det var afskyeligt kedeligt: både at gå i skole fra 8 til 14 og så igen når man kom hjem. For ikke at tale om lønnen... vi havde aldrig råd til noget som helst, og var så fornuftige og forsigtige, også med pengene. Når jeg blev 'stor' så ville jeg have et job med mange penge! Ligesom dem fra klassen, som oven i købet tog i City2 om lørdagen i stedet for at rette diktater.

"Det kan du godt forstå Lotte, jeg skal jo være det gode eksempel, så kan det jo ikke nytte noget at..." Næ, egentlig ikke mor, men nu som voksen, forstår jeg godt hvorfor jeg aldrig var til byfest, halbal og hvad det ellers hedder med min lærer-mor, der fik 'fadbamser' og smøgede den, som de 'normale' forældre i byen. Lærer-mor var noget særligt, hun var klog, fornuftig og uopnåelig. Hun kunne alt, på sit arbejde...

Derfor ville jeg ikke være lærer, når jeg blev stor...

Ingen prestige, ingen ordentlig løn, ingen fritid!

Da jeg efter gymnasiets sproglige linje skulle bestemme mig for, hvad jeg ville, vidste jeg ikke hvad jeg ville være, det eneste jeg ville var at lave keramik, male og tegne... For jeg havde jo altid tegnet og malet, for eksempel når jeg ventede på min mor blev færdig med skole-hjem samtalerne om aftenen.

Så jeg tog på lærerseminariet og blev billedkunstlærer... utroligt hvad?!

Men at være lærer 24-7 dét er jeg ikke!

Jeg har et galleri ved siden af... hvor jeg underviser børn og voksne i at tegne og male...

Total mønsterbryder! hm...



 
-Men: Jeg elsker mit liv!