Højt at flyve og dybt at falde, lykken er lunefuld, nogle skaber lykke hvor de går, andre når de går, hvis du fokuserer på succes får du stress, hvis du forfølger dygtighed og excellence er du garanteret succes. Lykke og succes er som vand der hældes i en åben hånd, den kan mærkes, men forsvinder lige så stille uden man kan standse processen...kan man drukne uden vand?
Hold da op hvor kan skoven blive mørk, mens man går i den...
Pludselig er man faret vild, for tankerne fyldte mere end skoven, og skoven insisterer på at fylde mest. Nu flyttes fokus, mens man okser alene rundt i brombærkrat. Men okser derudaf, dét gør man. For sætter man sig ned og giver op, ja... så slipper man jo aldrig ud af den rådne skov!
Hvis man er lidt heldig, og det må man jo have lov til at være en gang imellem har jeg hørt, så kan man skimte lysningerne igennem tjørnekrat og den mørke skov.
Når man så skimter den blå himmel igennem alt det mørke, så er det bare at okse videre, og efterlade den mørke skov og de mange tanker bag sig med et 'pyt' og 'videre'.
Det er jo så dejligt at finde ud af den alt for vilde skov igen, så dejligt, at man måske helt glemmer, hvorfor man overhovedet farede vild for det første.
Hvad er skoven egentligt? Det er jo bare en masse enkeltstående træer, der bare kan virke lidt for overvældende en gang imellem... måske er nogle af træerne syge, lidt for ligegyldige eller har ikke ordentlig rod i grundsubstansen, og så kan de ødelægge det hele med deres skæve stammer og syge grene.
Skovture er nu dejlige, men hold da op hvor er en skov ikke bare en skov...
