søndag den 6. oktober 2013

Hvor er du om et år?

Det er svært at spå om fremtiden, men man kan altid ønske, planlægge og glæde sig...

For et år siden var jeg helt rundt på gulvet af spænding, og jeg stressede rundt for at nå at gøre galleriet færdigt til den store åbning: fredag klokken 13.00!

Mange ting var 'ude af mine hænder' såsom opsætning af brændeovn, lys, male den sidste væg, fuge fodpanel... Og håndværkerne og deres hjælpere havde åbenbart samme deadline som jeg: fredag klokken 13.00...

Dette resulterede i tv3agtige scener i løbet af torsdag nat og fredag formiddag, lidt a la et boligprogram, hvor der hele tiden er én der henvender sig til kameraet og siger: "vi når det ikke!"

Men vi nåede det! Åbningen var fredag klokken 13.00, og de første gæster der besøgte galleriet efter den røde snor var blevet klippet over af direktøren for Fuglsang Kunstmuseum, Anne Højer, lagde mere mærke til malerierne, end at der stadig var våd maling i det ene væghjørne...

Nu er jeg så her, et år efter...

Der mangler stadig at blive fuget ved de sidste tre meter fodpanel, og listen ved køkkenbordet er endnu ikke kommet op...

Men til gengæld har jeg har besøg af mere end 1200 gæster i galleriet, haft fotoudstilling, tre foredrag, åbne atelierdøre, kurser i pileflet, maling på sten, akvarelture, workshops med børn fra et år til tolv år, koncerter, haft særudstillinger med dygtige kunstnere og keramikere og har selv vist mine egne malerier og finurligheder frem.

Det har været hårdt arbejde, spændende, godt og inspirerende.

Om fem dage, fredag klokken 13.00, holder galleriet 1 års fødseldag, og jeg er spændt... Og lidt rundt på gulvet, fordi der liiige skal hænges op, bages, støvsuges, flyttes rundt og sættes numre op...

Inden året er omme, og jeg holder juleferie fra galleriet, er der naturligvis planlagt foredrag, pileflet, tegneworkshop for børn, julerier og udstilling...

Så hvor ser jeg mig selv om et år?
Jeg tror, jeg har sat tempoet ned...

For godt nok bor jeg i 'kultur - krattet', men området her kan ikke bære så mange arrangementer. Men nu har jeg prøvet en masse forskellige ting, og ved hvad der virker, og hvad jeg lige så godt kan skrotte.

Glæder mig til at udvikle galleriet endnu mere...

torsdag den 26. september 2013

Faret vild

Der er ikke noget så godt som en tur i skoven, hvor man kan gå i sine egne tanker; reflektere over skuffelser, nederlag og livets rutsjeture.
Højt at flyve og dybt at falde, lykken er lunefuld, nogle skaber lykke hvor de går, andre når de går, hvis du fokuserer på succes får du stress, hvis du forfølger dygtighed og excellence er du garanteret succes. Lykke og succes er som vand der hældes i en åben hånd, den kan mærkes, men forsvinder lige så stille uden man kan standse processen...kan man drukne uden vand? 
 
Hold da op hvor kan skoven blive mørk, mens man går i den...

Pludselig er man faret vild, for tankerne fyldte mere end skoven, og skoven insisterer på at fylde mest. Nu flyttes fokus, mens man okser alene rundt i brombærkrat. Men okser derudaf, dét gør man. For sætter man sig ned og giver op, ja... så slipper man jo aldrig ud af den rådne skov!

 
 
Man må orientere sig efter det kendte, det fornuftige, det man er tryg ved, og det der virkelig betyder noget: lyset og solen!

Hvis man er lidt heldig, og det må man jo have lov til at være en gang imellem har jeg hørt, så kan man skimte lysningerne igennem tjørnekrat og den mørke skov.
Når man så skimter den blå himmel igennem alt det mørke, så er det bare at okse videre, og efterlade den mørke skov og de mange tanker bag sig med et 'pyt' og 'videre'.

Det er jo så dejligt at finde ud af den alt for vilde skov igen, så dejligt, at man måske helt glemmer, hvorfor man overhovedet farede vild for det første.

Hvad er skoven egentligt? Det er jo bare en masse enkeltstående træer, der bare kan virke lidt for overvældende en gang imellem... måske er nogle af træerne syge, lidt for ligegyldige eller har ikke ordentlig rod i grundsubstansen, og så kan de ødelægge det hele med deres skæve stammer og syge grene. 

Skovture er nu dejlige, men hold da op hvor er en skov ikke bare en skov...

mandag den 29. juli 2013

Du danske sommer...


Når sommerferien nærmer sig mener de fleste nok det er tid til afslapning, dét mener jeg i hvert fald.

Den totale afslapning, hvor man lader hjernen hvile fra hverdagens opgaver; vasketøj, indkøb og arbejdsopgaver, hvem, hvad, hvor og hvorfor. Hjernen nedsynker i dvaletilstand og kroppen følger med...

Det er yderst forskelligt fra person til person, hvordan den danske sommerferie hjælper os til ro og afslapning. Nogle kører 1700 km til den nærmeste campingplads...i Italien... hvor børn aktiveret i pool og på hoppepude giver forældrene mulighed for ro til at nyde god mad og drikke, andre smider stængerne op i sommerhuset og fordyber sig i Agathas samlede krimier.

Efter bare fem minutter i sommer-dvale-tilstand giver kroppen tilbage af taknemlighed over den længe ventede healing af hverdagsstress. AAAhhhh. Livet er komplet!

Hvad er klokken?

Ingen ved det, for uret og mobilen er lagt væk...måske bare for at bevise for os selv, at vi ikke ér slaver af dem... Men faktum ér: vi ved ikke hvad klokken er, for det er ikke vigtigt, nu.

 
 
Denne dvale-ro-lykke-sommerferie-tilstand opnår jeg, når jeg sætter mig med mit akvarelgrej. Den ro og fordybelse denne kunstform giver mig er sommerafslapning for min hjerne!
Det ér som regel også noget jeg foretager mig alene, idet selvskabet sjældent ser det hyggelige i at sidde det samme sted og 'glo' i lidt over en time... Så akvarellen OG ensomheden er opskriften på afslapning for mig. 

Det danske landskab er vidunderligt, om end lidt fladt til tider. Dét at man kan se vand næsten alle steder giver 'vandfarve' maling en ekstra dimension. Det er også som om jeg opfatter området jeg befinder mig på en helt særlig måde, når det kommer igennem en kunstnerisk sluse.

Særligt falder roen over mig når vi når nordenfjords, og jeg kan sidde og nyde havet eller fjorden.

fredag den 7. juni 2013

At forsøge...

Enhver succeshistorie starter med én der forsøger noget, noget nyt, noget stort...

Da jeg drømte om et galleri, blev det ikke til noget. Da jeg ønskede mig et galleri, blev det heller ikke til noget.
Men da jeg besluttede mig for at forsøge, at forfølge drømmen og ønsket... Da blev det til noget!

Dét at holde målet for øje, at holde fokus, det er virkelig vejen til succes.

Det er måske ikke en 'succes' for alle, sådan at have et galleri og atelier, men det er det for mig.

Det er faktisk verdensklasse...

Hvis ikke man forsøger, men bare går rundt og ønsker, drømmer og fantaserer, så er det ikke særlig sandsynligt, at det bliver til noget. Vi ønsker vel alle at vinde den store lottogevinst, så vi kan realisere vores vildeste drømme, men min påstand ér, at dine drømme altid vil være uforløste, hvis du blot passivt afventer...

Istedet: gør noget ved det! Forsøg dog...

fredag den 31. maj 2013

Sommerblomster

Udenfor galleriet er placeret to krukker, i foråret plantede vi pil og små sølle frostskadede stedmoderblomster. Nu byder sommeren velkommen, og en god kombination af regn og sol har givet liv til velkomstkomiteen i krukkerne...

Så håber jeg bare sommerens gæster kommer indenfor og ser på de lækre sager jeg har inde i galleriet...

Jeg glæder mig ihvertfald til sommeren i galleriet!

mandag den 20. maj 2013

Afslapning

Det er ren meditation, når jeg sidder og maler.

I løbet af ugen finder jeg inspiration i naturen, på nettet, i bøger og i mine omgivelser. - også i de mennesker jeg omgiver mig med...

Når det så bliver søndag er det tid til at skabe, udtrykke, lege og finde det frem som jeg har gået og bygget op...

Når jeg så maler, og det går godt vel at mærke, så kommer det hele op i en højere endhed. Inspirationen, eftertænksomheden og materialerne.
Men nogen gange går det: godt-så skidt-og så godt igen. Så er der ikke så meget zen over malearbejdet...

Dette maleri har været længe på vej, på overvejelsesstadiet. Så drillede det...meget, under selve tilblivelsen, og endte under sidste 'lag' med at blive kasseret totalt.
Men alt godt kommer til dem som venter, så efter flere overvejelser og flere lag: tilfredshed hos kunstneren! Nu mangler det en gang lak, og så håber jeg der findes en væg derude, som mangler lidt farver...

Love is all you need? Love hurts? -lige meget hvad, så handler det om kærlighed. 


søndag den 12. maj 2013

Søndagssysler

Selvom der er fernisering klokken 14-16 kan jeg jo godt nå at 'sysle' lidt om formiddagen...

Jeg skal udstille på biblioteket i frugtfestivalsbyen Sakskøbing i morgen, mens mit eget galleri er overtaget af fotos.

Så selvfølgelig skal billederne med historier og eventyr med.

torsdag den 9. maj 2013

Akvarel-sommertur

Så er Fuglsang Kunstmuseums akvareludstilling af Olaf Rude åbnet.

Jeg var med til ferniseringen og hyggede mig meget i akvarel-omgivelserne, mens jeg med lokal æblemost og et smil på læben blot kan konstatere, at Skejten ér et af de smukkeste motiver i området hernede...

Jeg tænker, at jeg må male nogle af de voldsomt lysegrønne træer i nærmeste fremtid. Det er jo oplagt at det bliver akvareller, men det kunne jo også blive et frisk-sprødt acryl... Jeg er i hvert fald inspireret til at gå i gang, efter sådan en god tur på Fuglsang.

Til sommer har jeg planlagt tre dage med akvarelture til Skejten.

Vil du med i Rudes fodspor?

Jeg skal nok lære dig at male akvarel! Just leave it to me...

søndag den 5. maj 2013

Sten, kunst og hygge.

Selvom Neia stadig ligger på hospitalet, blev der nu malet på sten alligevel. Og helt i hendes ånd... Masser af hygge!
Hendes måde at arbejde på er for mange, ikke 'kunstneriske' mennesker, utrolig flippet, idet hun helt ærligt fortæller at malerierne, og stenene i dette tilfælde, taler til hende. Samt at tingene 'kommer til hende' mens hun arbejder.

Men med det i baghovedet, lod vi os inspirere af Neias ting, og forsøgte at få stenene i tale...

Til alt held lykkedes det til sidst, og det blev nogle smukke sten.

onsdag den 1. maj 2013

Livshistorier alright

Neia som udstiller "menneskesyn og livshistorier" i galleriet er blevet meget syg, og derfor er hun nu blevet indlagt.
Hun er bare så sød og rar, hun vil så gerne hjælpe folk omkring sig, og hun har bare slet ikke brug for sådan en rutchetur i livet...

Sådan noget rod!

Hendes 60 års fødselsdag i februar blev fejret med udstillingens åbning i påskeferien. I snestorm...
Hun har holdt det mest vidunderlige og livsbekræftende foredrag om hendes rejser i Indien, og givet mange en dejlig oplevelse på en smuk og varm forårsdag...

Livet er fyldt med varme, storme og alt indimellem.
Men størst ér nu engang kærligheden.

God bedring til en urkvinde i kunsten.

tirsdag den 30. april 2013

Søndagssysler

Det er vidunderligt at sysle om søndagen, jeg havde lidt forskellige malerier at arbejde med...

Dette lille maleri har været længe under udarbejdelse. Men nu er det ved vejs ende.

Happiness is an inside job...

Jeg får besøg af mange forskellige mennesker i galleriet, og jeg ønsker dem alt godt. Jeg håber min egen 'happiness' kan smitte lidt af på de der mangler, men arbejdet må de selv gøre...

fredag den 26. april 2013

Forår og sprød frihed

Det er intet mindre end vidunderligt, når vinteren for alvor slipper taget, og livet vender tilbage...


Jeg glædede mig hele vinteren til dette forår, og galleriets første forårssæson. Men da påsken kom, og jeg skulle invitere til den første udstilling... ja så var det SNESTORM?!?

Men NU er det slut, vi går direkte fra snedriver til shortsvejr.

Her er vidunderlig sprød skovbund med blå anemoner i hundredvis. Lige nu glæder jeg mig til at se alle de smukke fotos der ankommer i galleriet i morgen...

mandag den 25. marts 2013

Hvad skal du være?


Hvad vil du være når du bliver stor? Det er det evige spørgsmål til børn og unge, enten stillet af de voksne eller af de andre på samme alder som en selv. Til det kan jeg kun svare:

"Det ved jeg ikke, for jeg er stadig kun 1 meter og 62..." Men stor i slaget kan jeg godt være, og have et stort ego fornægter sig ikke...

Men da jeg var et barn ville jeg i hvert fald ikke være lærer. Og jeg ville da slet ikke bo på Lolland. Hvorfor? Jo fordi min mor var lærer og hun var flyttet fra Nordjylland til flade Lolland med mig.



Min mor var på job hele tiden, sådan føltes det. Hun snakkede også kun om det s*** job hele tiden, og købte ind til jobbet eller til eleverne, selvom vi bare var på privat indkøbstur. Den såkaldt 'lange sommerferie' mærkede jeg ikke noget til, for hun havde aldrig tid til at tage på stranden, når det endelig var godt vejr, for der skulle bestilles bøger, laves tegninger eller planer for året. Tilmed blev jeg slæbt med på skolen i tide og utide, og specielt husker jeg starten på skoleåret som værende ekstra kedelige; der skulle 'vi' gøre klasseværelset klart, flytte møbler, hente sakse, lim, papir og hænge plakater op. Skolen lugtede ikke godt, for lokalerne havde været lukkede i mange uger og allerede dengang var rengøringen ikke som den burde være. Det værste var, at hun var hjemkundskabslærer... både fordi lokalet tog en hel uge at gøre klar (ad!) men også fordi hun jo ikke kunne komme uforberedt til undervisningen og derfor måtte afprøve opskrifterne på os derhjemme. Havde eleverne dog blot haft kage-tema! Jeg forbandede ofte en eller anden Bertel, som var ham der vist nok havde bestemt at min mor skulle lave sund mad hver dag, mad der ikke lykkedes hver gang og derfor måtte afprøves igen... og igen.

Ham Bertel fik megen tale-tid i hjemmet omkring middagsbordet, hvis der ikke blev talt om elever, "du ved ham dér, han gjorde det igen..." tavshedspligt har man åbenbart også som lærerbarn, jeg lærte det i hvert fald som 10 årig, da forældre troppede op hjemme foran hoveddøren og råbte af min mor, fordi deres pige var blevet mobbet i frikvarteret. Det skulle ikke fortælles ude i byen, for det var jo synd for den stakkels mobbede pige, at hun havde sådanne forældre.

Skolepolitik, learning by doing og at pennalhus kan staves med både et n og to, det var samtaleemnerne omkring bordet i mit hjem.

Dét ville jeg ikke på nogen måde byde mine børn, det var afskyeligt kedeligt: både at gå i skole fra 8 til 14 og så igen når man kom hjem. For ikke at tale om lønnen... vi havde aldrig råd til noget som helst, og var så fornuftige og forsigtige, også med pengene. Når jeg blev 'stor' så ville jeg have et job med mange penge! Ligesom dem fra klassen, som oven i købet tog i City2 om lørdagen i stedet for at rette diktater.

"Det kan du godt forstå Lotte, jeg skal jo være det gode eksempel, så kan det jo ikke nytte noget at..." Næ, egentlig ikke mor, men nu som voksen, forstår jeg godt hvorfor jeg aldrig var til byfest, halbal og hvad det ellers hedder med min lærer-mor, der fik 'fadbamser' og smøgede den, som de 'normale' forældre i byen. Lærer-mor var noget særligt, hun var klog, fornuftig og uopnåelig. Hun kunne alt, på sit arbejde...

Derfor ville jeg ikke være lærer, når jeg blev stor...

Ingen prestige, ingen ordentlig løn, ingen fritid!

Da jeg efter gymnasiets sproglige linje skulle bestemme mig for, hvad jeg ville, vidste jeg ikke hvad jeg ville være, det eneste jeg ville var at lave keramik, male og tegne... For jeg havde jo altid tegnet og malet, for eksempel når jeg ventede på min mor blev færdig med skole-hjem samtalerne om aftenen.

Så jeg tog på lærerseminariet og blev billedkunstlærer... utroligt hvad?!

Men at være lærer 24-7 dét er jeg ikke!

Jeg har et galleri ved siden af... hvor jeg underviser børn og voksne i at tegne og male...

Total mønsterbryder! hm...



 
-Men: Jeg elsker mit liv!